En af de store leverandører til Colour Art fotograferne fylder 150 år og vi ønsker et stort tillykke.
Det kom der også en anden lille god historie ud af..
De har handlet sammen i 100 År
Goecker og Aasmul er dagens virksomheder, men de har begge historien med, også den fælles, og de fastholder de gamle dyder.
Der er ikke mange forretninger, der kan fremvise 100 års samarbejde.
Men det kan grossistvirksomheden Goecker i København og Fotograf Aasmul i Taastrup, og Goecker kan endda i år fejre 150 års jubilæum.
Siden fotografiet blev folkets eje har Goecker forsynet de professionelle fotografer med udstyr, og da fotoatelieret i Taastrup åbnede for mere end 100 år siden – det der nu er Fotograf Aasmul – var det naturligvis også Goecker, der leverede kamera, negativplader, papir, og hvad fotografen ellers havde brug for.
Goecker kameraet fra omkring 1909, stort som et møbel og i mahogni, fulgte med forretningen, da første generation Aasmul overtog den i 1932.
“Jeg kan huske min mor tog billeder med det, og jeg har da også selv prøvet at bruge det. Og kameraet eksisterer skam stadig,” fortæller Inge Aasmul, som også husker når sælgerne fra Goecker kom på besøg.
Goecker fik også nye ejere. Det var i 1935, da familien Christiansen købte virksomheden. I dag er det – som hos Aasmul, hvor tredie generation, Anne Aasmul gik i lære for mere end 20 år siden og nu driver forretningen sammen med sin mor – også tredie generation, der er ved roret i Goecker.
“Min farfar havde arbejdet som lagerarbejder i virksomheden, inden han overtog den,” fortæller Christian Christiansen, der har været direktør i 15 år, og med i ledelsen er hans søster Anne Spedtsberg.
Dengang var det kameraer, film, fremkalder og papir, der blev leveret til fotograferne. I dag er det kameraer, soft-ware og printere.
“Vi har naturligvis fulgt den tekniske udvikling. I dag sælger vi stort set ingen film. De digitale kameraer har taget helt over. Men forretningsgrundlaget holder vi fast i, at levere kvalitet og den rigtige løsning til den enkelte kunde, og fastholde en høj grad af service. Det er professionelle fotografer, vi handler med. Det er vigtigt for dem, at vi kan rykke med det samme, hvis de får et problem,” siger han.
Denne service er grundlæggende for samarbejdet – men i det hele taget grundlæggende for enhver virksomhed, mener Inge Aasmul.
Fotograf Aasmul har med Goecker fulgt den tekniske udvikling fra glasplader til film og mørkekammer og nu til digitale kameraer og elektronisk billedbehandling.
“Det giver ro at vide, hvem man kan ringe til, hvis systemerne ikke virker, og samtidig vide, at der straks bliver gjort noget ved det,” siger hun.
Det er ikke kun fotografisk udstyr, Goecker har “leveret” til Fotograf Aasmul.
Inge Aasmul og senere også Anne arbejder målrettet med at finde nye veje og gøre deres billeder bedre, og det gør de blandt andet ved den udfordring, det er at deltage i konkurrencer.
“I 1974 vandt jeg den første medalje i en fotokonkurrence i Dansk Fotografisk Forening, en guldmedalje endda, med et portræt af en lille pige, og den medfølgende vandrepokal i ægte sølv som var udsat af Goecker,” fortæller Inge.
Da Anne kom med i forretningen, arbejdede de sammen om nogle af konkurrencebillederne, og hver for sig med andre. Og Goeckers pokal har nu været forbi Taastrup i alt syv gange.
Kvalitet er kodeord for begge virksomheder. Om det er sikkerhed for billeder i høj kvalitet efter en fotografering, eller for at få varer og vejledning i den højeste kvalitet. Gamle dyder som god kundebehandling og god kvalitet, holder de fast i.
“Når man har dette værdi-fællesskab, kan man også samarbejde i 100 år,” fastslår Christian Christiansen.